Vielse

Vielse i denne coronatid

Mange har planlagt vielser og er måske usikre på, hvad der skal gøres når der ikke må forsamles mere end ti mennesker.

Kjolen, festen, gæsterne, gaverne - det ydre tåler sagtens udsættelse - intet af det er strengt nødvendigt.

Men måske er det særligt i denne lidt uvante tid noget andet med det indre. Det at modtage Guds velsignelse, at bede Fadervor - måske har vi mere end nogensinde brug for det lige nu. Måske er lige netop det faktisk strengt nødvendigt i en tid, som den vi oplever lige nu.

Kirken er IKKE lukket for vielser og velsignelser. Aftal tid med en af os præster. Kom med to vidner, hold afstand, men bliv viet. Der behøves kun en præst. Musik og salmer gemmer vi til senere. Vi lover at spritte hænder af. Vielsesattesten får I tilsendt senere. Men det papir er jo også bare en del af det ydre.

Når alt det her forhåbentlig snart er overstået, så lover vi, at I må komme i kirken og tage hele familien med. Og så skal der være fest med gæster og gaver og alt det andet!


Ønsker I at blive viet eller velsignet, bedes I kontakte præsterne og aftale dato.

Herefter kan dette skema benyttes til udveksling af personlig information.

https://forms.churchdesk.com/f/BkU9bRwvE


Vielse

Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset.

Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser

For at blive viet i en af sognenes kirke skal man bo i sognet eller have anden tilknytning til sognet. Mindst den ene af parterne skal være medlem af Den Danske Folkekirke. Kontakt kirkekontoret for tid og kirke.

Tidsfrister:

Prøvelsesattest afleveres på kirkekontoret senest 3 uger inden vielsen.

Vidnernes navne og adresser sendes til ganloese.sogn@km.dk senest 3 uger inden vielsen.

Præsten der skal vie jer kontaktes ca. 3 uger inden vielsen, med henblik på en samtale.

 

Hvad er en prøvelsesattest?

En prøvelsesattest er et dokument fra kommunen, som bevidner, at I ikke er gift med andre i forvejen. For at få en prøvelsesattest skal I udfylde en ægteskabserklæring på www.borger.dk. I får derefter tilsendt prøvelsesattesten, som skal afleveres til kirkekontoret på Østergade 1, Ganløse, 3660 Stenløse. 

Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. Navne og adresser på vidnerne sendes i en mail til kirkekontoret (ganloese.sogn@km.dk) senest 3 uger før vielsen.

Navneændring i forbindelse med vielse

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på www.borger.dk under fanen 'Navneændring på bryllupsdagen'. Man kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring.

Samtale med præsten

Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup. I bedes selv kontakte præsten ca. 3 uger inden vielsen.

Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Er I blevet gift på rådhuset, men ønsker en kirkelig velsignelse af jeres ægteskab, er I velkomne i vores kirker. Henvendelse sker til kirkekontoret på tlf. 48 18 45 00.

Ophavsret: