Ønsker I at blive viet eller velsignet, bedes I kontakte kordegnen og aftale dato.


Vielse

Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset.

Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser

For at blive viet i en af sognenes kirke skal man bo i sognet eller have anden tilknytning til sognet. Mindst den ene af parterne skal være medlem af Den Danske Folkekirke. Kontakt kirkekontoret for tid og kirke.

Tidsfrister:

Prøvelsesattest afleveres på kirkekontoret senest 3 uger inden vielsen.

Vidnernes navne og adresser sendes til ganloese.sogn@km.dk senest 3 uger inden vielsen.

Præsten der skal vie jer kontaktes ca. 3 uger inden vielsen, med henblik på en samtale.

 

Hvad er en prøvelsesattest?

En prøvelsesattest er et dokument fra kommunen, som bevidner, at I ikke er gift med andre i forvejen. For at få en prøvelsesattest skal I udfylde en ægteskabserklæring på www.borger.dk. I får derefter tilsendt prøvelsesattesten, som skal afleveres til kirkekontoret på Østergade 1, Ganløse, 3660 Stenløse. 

Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. Navne og adresser på vidnerne sendes i en mail til kirkekontoret (ganloese.sogn@km.dk) senest 3 uger før vielsen.

Navneændring i forbindelse med vielse

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på www.borger.dk under fanen 'Navneændring på bryllupsdagen'. Man kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring.

Samtale med præsten

Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup. I bedes selv kontakte præsten ca. 3 uger inden vielsen.

Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Er I blevet gift på rådhuset, men ønsker en kirkelig velsignelse af jeres ægteskab, er I velkomne i vores kirker. Henvendelse sker til kirkekontoret på tlf. 48 18 45 00.