Koncert med Jens Lysdal i Slagslunde Kirke

© Foto: Elisa Hauerbach

09
SEP

Dato Onsdag d. 9. september 2020, kl. 19:00
Sted Slagslunde Kirke, Slagslunde Bygade 1, Slagslunde, 3660 Stenløse

LYSDAL og HEMMER – “Lys & svenske sange”

Det er to af landets førende instrumentalister - guitaristen og sangeren Jens Lysdal og organisten Dan Hemmer – der udgør denne spændende kirke-duo.

Sammen skaber de et helt nyt lydunivers omkring Cornelis Vreeswijk-sange som “Balladen om Fredrik Åkare och Cecilia lind”, sange fra mesterværket “Jazz på Svenska” med Jan Johansson og den mere end 500 år gamle folkevise “Till Österland vil jag fara”. Derudover vil man kunne høre nye versioner af Lysdal's stærkt anmelderroste bagkatalog; musik der med udgangspunkt i hans stærke tekster, fører lytteren fra tango til folk og ballader. Varm og stemningsfuld musik i kirkerummet, bliver undervejs krydret med gode historier og humor.

Jens Lysdal (Vokal, akustisk & elektrisk guitar) født i Sverige af danske forældre, regnes af anmeldere både herhjemme og i udlandet for “en af Skandinaviens bedste guitarister” og er samtidigt et af landets store og personlige stemmer. Han har indenfor det sidste år både som musiker og sangskriver været mednomineret til en amerikansk Grammy og fået sit album “Easy Heart” nomineret til “Bedste folk-udgivelse” i Tyskland. Han har to gange - som eneste ikke-svensker - spillet til Cornelis Vreeswijk-dagen på det legendariske “Mosebacke” i Stockholm og dannede i 15 år duo med Cornelis' danske bassist Hugo Rasmussen, med hvem han udgav det dobbelt DMA-nominerede album “Keep the light in your eyes”. Han har udgivet syv albums i eget navn og udkom i 2016 med “Landet” - hans første soloalbum på dansk - med bl.a. radio-hittet “Masser af tid”.

Dan Hemmer (Orgel/piano) bliver ofte kaldt “Danmarks orgel-troldmand” pga hans unikke og personlige spil og musikalske overskud. Han har i mange år spillet med toppen af dansk musik og har netop indspillet og været på sin tredje turné med verdens-stjernen og tromme-legenden Steve Gadd (Paul Simon, Frank Sinatra, Paul McCartney, Eric Clapton) og spiller fast med bl.a. Povl Dissing & sønner, Billy Cross og Anne- Dorthe Michelsen. Han er organist i flere kirker på Sjælland og vil bl.a. spille på kirkeorglerne til koncerterne.

Aviserne skriver:

“Det helt afgørende er den stærke integritet, der kommer til udtryk i Lysdals fremtræden . Der er en kerne i Lysdal's musik som er markant til stede i alt hvad han foretager sig... En herligt stimulerende aften” ! Politiken

“Et melodisk mirakel, Indfølt, stilfuldt og superprofessionelt” Information

“Stilrent og elegant ikke ulig en Paul Simon eller Sting på måneskinsarbejde” Berlingske Tidende

Virtuos guitarist... vedkommende sangskriver... Knopfler elegance... vibrerende á la Tom Waits" Jyllands-Posten

Ophavsret: